Projektet i Lemvig er resultat af VUDP-projektet ”Plastrør til fremtidens forsyningsledninger”, og er det første af sin slags. Projektet har til formål at teste spildevands- og fjernvarmerør produceret med andele af genanvendt plast ud fra den tese, at de holder lige så længe som rør produceret af jomfrueligt materiale. Anvendelsen af jomfrueligt materiale er i dag et krav i forhold til godkendelsesprocessen af rørene, men et globalt øget fokus på anvendelsen af genanvendt plast har skabt vejen for pilotprojektet.
Fra fiskenet til PP-affald
Svenske Wavin har til formålet produceret multilayer-rør med en kerne af genanvendt plast. De første testrør blev produceret med plast fra gamle fiskenet. Målet var at opnå et rør bestående af 70% genanvendt plast, men fiskenettenes materiale viste sig ikke at være anvendelige til typen af produkt. Man skiftede spor, og ved brug af en blanding af genbrugsgranulat fra Aage Vestergaard Larsen - PP-affald og pre- og postconsumer materialer - opnåede man en kerne på 100% genanvendt plastmateriale svarende til 70% af det totale rør. Rørene bestod Teknologisk Instituts tests efter samme standarder, som rør produceret af jomfruelige materialer, og dermed anvendelige til pilotprojektet i Lemvig.
|
|
Gennem flere år er der i Danmark, i Norden og på Europæisk plan talt og forhandlet om introduktionen af genanvendt plast i rør til den underjordiske infrastruktur for vand. Diskussionerne har i sagens natur været både praktiske, tekniske og politiske og har i hovedtræk drejet sig om, hvorvidt rør produceret af genanvendte plastmaterialer kan leve op til markedernes meget strenge krav til levetid, styrke, tæthed og installationspræmisser.
Henning Stabell er produktchef for spildevand i Wavin: ”Vi lever i en tid, hvor der er et historisk højt fokus på genanvendelse af plast, så det er helt naturligt, at mange gamle strukturer og metoder skal overvejes, gennemgås og revideres grundigt, hvis vi skal nå de mål, der bliver sat på globalt plan”, siger han. ”Den teoretiske snak har allerede været i gang meget længe, men det her fysiske projekt kan virkelig sætte skub i udviklingen”.
10 mio tons genavendt plast i 2025
IEuropa produceres der hvert år 50 mio. tons plastprodukter, hvoraf de 4 mio. tons er plastrør. Samtidig produceres der 25 mio. tons affald, hvoraf kun de 4 mio. tons bliver genanvendt. EU's Green Deal har som erklæret mål at nå 10 mio. tons genanvendt plast i 2025. I Plastrørsbranchen på europæisk plan genanvendes der i gennemsnit kun 10% plastmaterialer. Og i Danmark er det tæt på 0%.
Danmark alene ligger der 70.000 km spildevandsrør og 60.000 km fjernvarmerør i undergrunden. Beregninger fra Aage Vestergaard Larsen - leverandøren af genanvendt plastgranulat - angiver, at hver gang, der anvendes 1 kg genanvendt plast spares miljøet for 1,8 kg CO2. Perspektiverne er derfor substantielle, når man tænker genanvendelse af plast i spildevands- og fjernvarmerør til både renoveringsprojekter og byggemodninger.
Med projektet i Lemvig har parterne sammen opbygget solid viden om anvendelse af genanvendt plast i forsyningsledninger og udviklet pilotrør, som nu lægges i jorden i Lemvig. Herfra skal der nu arbejdes videre på at skabe strukturer og standarder, der kan stadfæstes og udbredes til de nordiske markeder og på sigt til resten af Europa.
Per Sejersen, sekretær i NPG Danmark
Vi vil bidrage
Peter Sejersen, sekretær i NPG Danmark (The Nordic Plastic Pipe Association) og teknisk chef i brancheforeningen TEPPFA (The European Plastic Pipes and Fittings Association) deltog ved indvielsen i Lemvig. ”NPG Danmark har været med i projektet fra starten og sammen med vores tre medlemsvirksomheder Wavin, Emtelle og Uponor har vi leveret 3 forskellige plastrør med genanvendt plast til Lemvig-projektet”, fortæller han og fortsætter: ”Det har været et rigtig godt projekt for os, fordi vi er blevet udfordret, og vi har virkelig måttet flytte os undervejs i projektet. Vi kan jo se et stort behov for at få øget genanvendelsen af plast globalt - også i vores produkter.
Vi har i plastindustrien et fælles europæisk mål om at nå 10 mio. tons i 2025, og i øjeblikket er vi kun på omkring 4 mio. tons, så der skal virkelig gøres en stor indsats. På europæisk plan, så tegner plastrør sig for ca. 8% af den plast, der bliver anvendt, så vi er jo en betydningsfuld spiller, og vi vil bidrage. Derfor er vi gået fuldhjertet ind i det her fra starten. I den danske plastrørsindustri har vi fantastisk meget erfaring, men på en eller anden måde, så kan erfaringen også komme til at stå i vejen for at lære noget nyt og for at udfordre sig selv. Og der er vi blevet udfordret af især Lemvig Vand”.
Henning Stabell fra Wavin slutter af: ”Det er en seriøs milepæl for rørproducenterne. Vi er lige så ivrige som alle andre for at bidrage til den grønne omstilling og til at se besparelserne på emissioner blive til noget, så vi kan nå målet. Det er næsten rørende at se de fysiske rør blive lagt i jorden – nu er de her endelig”.