I Lemvig Kommune er der taget et stort skridt mod mere bæredygtig infrastruktur ved at nedlægge spildevandsrør med op til 70 procent genanvendt PVC i en sommerhusudstykning ved Gjellerodde. Projektet er et samarbejde mellem Wavin, Lemvig Vand, Klimatorium og WUPPI.
På en vindblæst mark i det nordlige Lemvig med kig til sommerhuse og vand er et stykke danmarkshistorie i februar måned lagt i jorden. Området omkring Gjellerodde er udstykket til sommerhuse og som en del af byggeprocessen og kloakeringen er nye spildevandsrør nedlagt. Men det er ikke hvilke som helst rør, man har valgt.
- Rørene er lavet af 70 procent genanvendt PVC, der blandt andet kommer fra rørstumper. Selve røret er bygget med et inderlag og et yderlag i jomfruelig plast og kernen består af det genanvendte PVC. Man kan se, at det er genanvendt materiale, fordi kernen er sort. Den høje andel genanvendt plast giver en markant CO2-besparelse på 50 procent i forhold til gængse rør, fortæller Thomas Høst-Madsen, produktchef hos Nordisk Wavin.
Spildevandsrørene er en del af et større projekt, der skal være med til at skubbe til standarderne for at bruge genanvendt materiale i Danmark og i Norden.
Nye spildevandsrør består normalt af 100 procent ny PVC-plast, men i et tværfagligt samarbejde mellem Wavin, Lemvig Vand, Klimatorium og WUPPI, er det lykkedes at producere og nu afprøve disse nye spildevandsrør med 70 procent genanvendt PVC uden at gå på kompromis med hverken holdbarhed eller de skrappe nordiske kvalitetskrav.
Rør er et oplagt sted at starte klimakampen i vandsektoren
Lemvig ligger et sted i Danmark, hvor de er udsat for rigtig meget vand. Der kommer vand nedefra, ude fra Vesterhavet og det regner mere og mere. Derudover kommer vandet på kortere tid. Det er udfordringer, man længe har været vidne til hos kommunens forsyningsselskab.
Men spørger man Lars Holmegaard Nørgård, der er direktør for Lemvig Vand og klimacenter Klimatorium, så er de grønne potentialer store, fordi al vandet kan og skal håndteres på en langt mere innovativ og klimavenlig måde, og rørene spiller en afgørende rolle.
- En tredjedel af alle Danmarks offentligt ejet anlægsaktiver, det er rør. Det betyder, at vi her har en af de største muligheder for at binde CO2, som man ikke har ret mange andre steder. I Lemvig Kommune har vi rør for over en milliard i værdi. Når så stor en del af en forsyning er rør, så er det selvfølgelig der, vi starter.
Projektet ved Gjellerodde er en udløber af VUDP-projektet Plastrør til fremtidens forsyningsledninger, hvor PP- og PE-rør produceret med genanvendt fiskenet blev lagt i jorden ved boligområdet Søkig i Lemvig i foråret 2022.
Projektleder ved Lemvig Vand Isa Schipperheijn fortæller:
- Vi skal i gang med den grønne omstilling for at opnå målene om klimaneutralitet i 2030, og det gør vi gennem projekter som dette i Gjellerodde. Initiativet er et vigtigt skridt i retning af mere bæredygtig infrastruktur, og forhåbentlig baner det vejen for, at forsyninger i nær fremtid kan bruge rør med genanvendt materiale som sparer på CO2-udledningen.
Mens Wavin har leveret de genanvendte PVC-rør, har Klimatorium fungeret som bindeled og formidler mellem de forskellige partnere i samarbejdet.
- Det gode samarbejde og partnerskab har været afgørende for resultatet. Vi har alle arbejdet med samme målsætning om gerne at ville skubbe grænserne for, hvad der er muligt og desuden bidrage til cirkulær økonomi, hvor affaldsmaterialer kan genanvendes i nye produkter. Det, at genanvende plast er vigtigt generelt, og fordi vi hos Wavin arbejder med plastrør, er projekter som dette i Lemvig særligt vigtigt. Vi ønsker jo ikke at bruge flere ressourcer end godt er, siger Thomas Høst-Madsen.
Projektet skal udfordre status quo
Fordi plastrørssystemer er underlagt lovgivning og strenge kvalitetskrav, der står beskrevet i Nordic Poly Mark, er det dog ikke helt så ligetil i praksis at bruge genanvendt PVC i Danmark og Norden. En del af udfordringen handler om, at man frem til omkring 2000 har brugt bly som stabilisator, når man lavede PVC-rør. Det har betydet, at genanvendt PVC fra før 2000 kunne indeholde bly, og ud fra et forsigtighedsprincip valgte Danmark kun mod dispensation at tillade brugen af genanvendt PVC med bly.
Men gennem det fælles projekt mellem Lemvig Vand, Klimatorium, WUPPI og Wavin, er det måske snart fortid. Hvert fald er det lykkedes partnerne at demonstrere, at det er muligt at fremstille PVC-rør med genanvendt materiale, der opfylder kvalitetskravene i Nordic Poly Mark.
- Vi ved, hvor den genanvendte PVC kommer fra og derudover har vi fået den tredjepartstestet og -godkendt for at være sikre på, at materialet ikke indeholder bly. Testresultaterne dokumenterer med andre ord, at det genanvendte rør har lige så høj kvalitet som rør af 100 procent jomfruelig PVC, beretter Thomas Høst-Madsen, der desuden understreger, at Wavin til enhver tid støtter op om Nordic Poly Mark og de danske regulativer på miljøforordningerne.
- Vi tilstræber samtidig at opnå mest mulig viden, som vi kan bruge til kontinuerligt at skabe tidssvarende rammer for vores certificeringer og lovgivning. Vi kan ikke stå stille i forhold til udvikling af mere miljøvenlige materialer. Et projekt som dette understøtter den læring, vi har brug for at arbejde videre med regulativer som fx Nordic Poly Mark så det i fremtiden også kan rumme brug af genanvendte materialer.
Blandt projektets partnere er der bred enighed om, at de unikke spildevandsrør ved Gjellerodde i Lemvig er startskuddet på en spændende udvikling, der forhåbentlig vil udfordre status quo og føre til mere bæredygtige løsninger i hele Danmark og resten af verden.
En rørstump af de nye PVC-rør indgår allerede i udstillingen om genanvendt plast på Klimatorium, Danmarks internationale klimacenter. Senere i 2023 vil projektet desuden blive præsenteret i København på LOOP Forum og i Plastindustriens pavillon i forbindelse med verdenskongressen for arkitekter, samt på verdens førende kongres for plastrør, Plastic Pipes XXI i Florida, USA.
Læs også PVC Informationsrådets pressemeddelelse i medierne:
Plastforum - interview med produktchef Thomas Høst-Madsen
Plastforum - Nu er genanvendte rør i jorden - partnere kalder det for 'Danmarkshistorie'
CSR.dk - De første spildevandsrør af genbrugt PVC er nu lagt i jorden
Klimafokus - Projekt i Lemvig skal vise muligheden for at bruge spildevandsrør af genanvendt PVC