Wavin tester produktion af Ø200 brønde med genanvendt plast

3
min read time
2024-01-23 09:55:21


I VUPD-samarbejdsprojektet Cirkular Pipes mellem NPG Danmark, Wavin og andre førende plastproducenter, Klimatorium og en række forsyninger har man påbegyndt testproduktionen af brønde med genanvendte plastmaterialer. Dette initiativ markerer en vigtig udvikling inden for plastindustrien og peger på fremtidens bæredygtige produktion.

”Vi tester i øjeblikket produktionen af vores Ø200 type-1 brønde ved at integrere genanvendt plast som en primær råvare. Vi ser projektet som et afgørende led i vores bestræbelser på at skabe mere bæredygtige og miljøvenlige løsninger til vores infrastruktur”, siger Henning Stabell, productchef for Wavin.

Testsamarbejder skaber viden og innovation til branchen

Formålet med samarbejdsprojektet mellem parterne er at bringe teknologisk viden og innovation til plastindustrien så der i fremtiden kan bruges genanvendt plast i produkter til afløb. I Wavins del af projektet støbes Wavins type-1 Ø200 mm brønde med hhv. 30, 60 og 85% genanvendt materiale fra Aage Vestergaard Larsen og fra Plastix, begge virksomheder producerer post-consumer PE- og PP-råvarer af indsamlet plastaffald. 

”Med løbende justeringer er første testproduktion af brøndene forløbet bedre end forventet. Det visuelle indtryk af produkterne er også rigtig godt. Nu skal vi have lavet trykprøver af råvaren samt mekaniske tests af brøndene efter samme standarder som de eksisterende brønde”, fortæller Henning Stabell.

Ved at bruge genanvendt plast som materiale forventer Wavin at reducere det samlede CO2-aftryk betydeligt i produktionen af brønde og skabe en model for, hvordan man som industri kan bidrage positivt til bæredygtig udvikling og cirkulær økonomi.

Fremtidig grønnere produktion

Henning Stabell er begejstret for de foreløbige resultater, der åbner for nye muligheder for anvendelse af genanvendt materiale i Wavins produkter: 

”Projektet åbner op for spændende muligheder for yderligere samarbejde og partnerskaber og for at udvide anvendelsen af genanvendt plast både i vores og andre sektorer. Det vil bidrage til at skabe en model for fremtidige mere bæredygtige produktionsprocesser uden at gå på kompromis med kvaliteten af de nuværende produkter”, slutter han.

De fire produkter der vil blive udviklet i Circular Pipes-projektet er:

  • Brønde, Ø315: Støbes med genanvendt PP-plast fra Plastix og Aage Vestergaard Larsen.
  • PVC-rør, Ø200: Wavin bruger 70% genanvendt PVC, indsamlet af Wuppi.
  • PE dobbeltvægs rør, Ø315: Uponor Finland anvender 100% genanvendt plast fra Aage Vestergaard Larsen.
  • PP spildevandsrør, Ø200: Pipelife bruger op til 45% genanvendt PP fra fiskenet og pakkeindustrien.

Fælles for produkterne, er, at de sammenlignet med gængse rør, forventes at kunne spare op til 80 % CO2 - og dermed blive et godt bidrag til at gøre vandsektoren mere bæredygtig.

Læs også:

Spildevandsrør med genanvendt PVC halverer CO2-udledningen